Når du tjekker mails, surfer eller henter apps ned på din mobile enhed, risikerer du at blive udsat for hackerangreb, spam, spyware og andet malware.
Vi har samlet 7 råd til, hvordan du kan sikre din mobil
Installer en antivirus app eller sikkerhedspakke, som kan beskytte dig mod de mest udbredte og skadelige apps. Programmet scanner din mobile enhed, når du installerer en ny app og scanner jævnligt dine apps, som allerede er installeret på din mobil eller tablet.
Når du går på café, restaurant, overnatter på hotel, skal ud og flyve eller befinder dig andre steder, hvor de tilbyder et åbent, trådløst netværk, skal du være forsigtig. Du kan aldrig vide, om det åbne netværk er sat op til at overvåge, det du laver, med henblik på at fange dine personlige oplysninger.
Husk altid at ’glemme’ det trådløse netværk fra din liste, når du er færdig med at bruge det.
Sådan glemmer du et netværk:
Gå ind på oversigten over dine trådløse netværk
Klik på det netværk, du ønsker at glemme
Klik Glem (fremgangsmåden kan være anderledes på din mobil/tablet).
Det er måske lidt besværligt og til tider irriterende at åbne din mobil/tablet med en kode. Med nyere mobiler er det dog blevet meget lettere at låse sin mobil op, da du kan bruge dit fingeraftryk til at låse mobilen op med.
Husk, at for en it-kriminel, som ønsker at franarre dine personlige oplysninger, er det endnu mere besværligt at bryde ind. Du tager altså et aktivt skridt mod at sikre din mobil.
Det er altid en god ide at sikkerhedskopiere indholdet på dine mobile enheder, så du ikke mister billeder, filer, kontaktinformationer og hvad du ellers ønsker at gemme. Herved kan du hurtigt gendanne dit indhold, hvis du skifter mobil/tablet eller har fået dem stjålet. Du kan vælge automatisk at sikkerhedskopiere indholdet, eller manuelt at gøre det til enten et eksternt drev eller i skyen.
Er uheldet ude, og har du mistet din smartphone? Både iPhone og smartphones med Android styresystem giver dig mulighed for at finde din enhed og slette data, hvis du på den ene eller anden måde har mistet den.
Er den stjålet, skal du også huske at kontakte dit teleselskab og få dit simkort spærret, så tyven ikke kan bruge telefonen med dit simkort i og derved misbruge dit abonnement.
Når du henter en app ned på din smartphone eller tablet, risikerer du, at du henter andet end bare et spil, program eller lignende. Du risikerer nemlig også at få malware som virus og spyware på din enhed.
Undersøg derfor altid, især gratis apps, inden du henter dem ned. Det kan du fx gøre ved at tjekke, om det er et rigtigt firma som udgiver appen, eller om andre brugere har vurderet den.
Ved at installerer et antivirusprogram eller sikkerhedspakke, sikrer du dig selv endnu mere.
Som med alt andet, der har med online sikkerhed at gøre, så er sund fornuft altid godt at have med sig.
Når du bruger din mobil eller tablet til at handle på nettet, logge ind på din netbank eller e-boks, læse mails eller gå på Facebook, så er der altid en risiko, men med omtanke og hvis du følger ovenstående råd, vil du være mindre udsat for it-kriminalitet.
Læs også om online trusler og hvordan du beskytter dig på Mac og pc